jan 21, 2025

Færre håndværkere øger potentialet for præfabrikerede byggemoduler

Byggebranchen står ved et afgørende vendepunkt. Manglen på håndværkere forventes at stige markant de næste ti år, samtidig med at kravene til klimavenlige løsninger og hurtigere byggetider intensiveres.

Ifølge en analyse fra SMVdanmark vil antallet af faglærte i Danmark falde med 81.000 frem mod 2032, herunder over 5.700 håndværkere, hvoraf tømrere, VVS-teknikere og maskinsnedkere rammes særligt hårdt. Denne udvikling skaber et pres for at gentænke traditionelle arbejdsmetoder og omfavne mere effektive løsninger – og præfabrikerede byggemoduler kan være svaret.

Manglen på faglærte giver mærkbare konsekvenser

“Byggebranchen skal tage hensyn til udbuddet af faglært arbejdskraft, som vi kommer til at mangle,” siger Peer Leth, administrerende direktør hos Green Box. “Hos os har vi en blandet medarbejderstab, hvor autoriserede fagfolk godkender processerne, mens specialarbejdere hjælper med produktionen. Det sikrer en effektiv arbejdsgang og mindsker presset på branchen.”

Green Box producerer præfabrikerede badeværelser i opvarmede haller i Vestjylland, og badeværelserne har som standard et CO2-aftryk på kun ca. 3 kg pr. kvadratmeter pr. år. Ved hjælp af avancerede teknologier som letvægtskonstruktioner, digital dokumentation af materialer og app-styrede processer kan virksomheden minimere materialespild og levere bæredygtige løsninger til både Danmark og udlandet.

En rapport fra Danvak estimerer, at der årligt registreres omkring 630.000 fejl i byggeriet i Danmark. Disse fejl fører til forsinkelser, ekstra omkostninger og spild af materialer – problemstillinger, som præfabrikerede byggemoduler kan hjælpe med at minimere. “Med vores tilgang til præfabrikation reducerer vi fejl, fordi vi kan kontrollere alle processer indendørs, hvor vi har fuld styring over både kvalitet og tidsplan,” forklarer Peer Leth.

En velkendt udfordring i hele branchen

Et andet parameter, der puster endnu mere til den manglende tilgang af nye håndværkere frem mod 2032, er den stigende vækst, som byggebranchen ser ind i allerede fra starten af 2025. Ifølge Prognosecentret stiger aktiviteten indenfor nybyg med 25,4% i 2025, og nybyg af erhvervsbygninger vil forventes at stige med 10,3%.

Allerede fra 2025 vil renoveringsopgaver begynde at blive nedprioriteret pga. den store vækst indenfor nybyg. Der er simpelthen ikke hænder nok pga. stigende vækst, aldersbetinget tilbagetrækning og en lavere tilgang til erhvervsuddannelserne.

“Det er afgørende at adressere denne udvikling,” siger Dan Sand, salgsdirektør hos Flex Modul. “Vi oplever en stigende efterspørgsel på præfabrikerede moduler netop på grund af de udfordringer, branchen står overfor. Det er ikke bare et spørgsmål om effektivitet, men også om at kunne levere byggeri under de nuværende markedsvilkår.”

Fremtidens standard – til glæde for hele værdikæden

For mange aktører i byggebranchen er præfabrikerede byggemoduler en løsning, der både adresserer arbejdsstyrkemangel, mindsker nedetid på selve byggepladsen og opfylder kravene til bæredygtighed.

Byggetid og bæredygtighed er nemlig – og vil i endnu højere grad – blive nøglefaktorer i branchen, og derfor er præfabrikerede byggerier også en løsning, som mange bygherrer, arkitekter og totalentreprenører byder velkommen.

Thybo Ejendomsudvikling er en af de virksomheder, der netop har taget præfabrikation til sig med stor succes: “Vi har bygget næsten 500 boliger med præfabrikerede løsninger, og vi har aktuelt 600 boliger under opførelse,” siger Rasmus Kjær, direktør og udviklingschef. “Den største fordel er, at vi kan tænke de rigtige løsninger ind fra starten, hvilket sparer både tid og penge.”

Når Thybo Ejendomsudvikling anvender præfabrikerede elementer i deres nye byggerier, er det netop tilgangen om at skabe de rette løsninger fra starten, der gør byggeprocessen attraktiv. Spild mindskes i betragtelig grad. Der er ingen dage, der lukkes ned pga. dårligt vejr – og det giver i sidste ende en kortere byggetid på pladsen og kræver igen færre håndværkere.

Derfor er Rasmus Kjær også sikker på, at præfabrikation kan være en stor del af løsningen på en række komplekse problemstillinger: ”Jeg er overbevist om, at præfabrikerede byggemoduler vil blive mere og mere brugt i byggebranchen. Jeg oplever, at der er flere, som kigger ind i det i takt med de nye byggereglementer og de voksende klimakrav.”

Nye tendenser tegner fremtidens byggeri

Netop den udvikling kan salgsdirektør hos Flex Modul, Dan Sand, nikke genkendende til.

”Trenden er helt sikkert opadgående. Nogle rådgivere og tegnestuer har taget det til sig og været firstmovers, men nu ser vi flere og flere, der byder ind. Der er en meget større tilstrømning af kunder til vores branche. Vi ser et helt klart stigende marked,” siger han og udpeger stigende klimakrav og byggehastigheden som de toneangivende grunde til fremgangen.

Når byggemodulerne forlader hallerne i Vinderup, er de 80-85 procent færdige. Herefter skal de blot monteres ude på byggepladsen. Det kræver naturligvis godt vejr, men under produktionen hjemme i hallerne er vejret ikke en faktor, og processerne er nemmere at styre indendørs.

Gennem sine mange år hos Flex Modul har Dan Sand bemærket en udvikling i efterspørgslen på præfabrikerede byggemoduler.

”Det største parameter lige nu er bæredygtighed, men ofte er det også byggetiden, som vægter højt. Det handler jo om økonomi i sidste ende, og en udvikler kan nå flere projekter end ellers. Der er mange penge at spare ved at trække noget fra byggetiden, mens det ved offentlige byggerier, som vi ofte arbejder sammen med, er vigtigt, at en institution kan tages i brug hurtigt,” slutter salgsdirektøren.

Med strammere klimakrav, større vækst i 2025 og ikke mindst den store mangel på arbejdskraft, ser producenter og entreprenører ind i et endnu større behov for præfabrikerede byggerier allerede fra årsskiftet.

Med strammere klimakrav, større vækst og en stadig mere markant mangel på faglært arbejdskraft ser byggebranchen ind i en tid, hvor præfabrikation kan blive standarden. Løsningen giver ikke kun økonomiske fordele og reducerer spild. Den sikrer også, at branchen kan imødekomme manglen på arbejdskraft med en effektiv løsning.

Præfabrikeret badeværelse fra Green Box placeret i naturen ved en kyst

Green Box A/S

Green Box blev grundlagt i 2014 for at imødekomme markedets behov for præfabrikerede badeværelser med lav indbygningshøjde og lav vægt.

Fra begyndelsen har Green Box haft fokus på digitalisering, procesoptimering og miljøvenlig produktion. Virksomheden har målrettet udviklet og testet sine badeværelseskonstruktioner, som i dag er patenteret i både Danmark og EU.

Green Box har modtaget Vækstiværksætterprisen fra Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande (2017), Børsen Gazelle (2019 og 2020) samt Børsen Bæredygtig Case (2022).

Green Box beskæftiger i dag cirka 150 medarbejdere og producerer omkring 4.000 badeværelser om året.

I 2021 blev Green Box en del af koncernen A/S Motortramp, som i dag er majoritetsejer i virksomheden.

Thybo Ejendomsudvikling A/S

Thybo Ejendomsudvikling A/S har eksisteret siden 2010. Virksomheden udsprang af entreprenør- og murerfirmaet Brdr. Thybo A/S i Skanderborg og hed i de første år Brdr. Thybo Ejendomsudvikling A/S. I 2021 skiftede virksomheden navn til Thybo Ejendomsudvikling A/S.

Thybo Ejendomsudviklings arbejdsområde spænder bredt, og porteføljen omfatter alt fra opførelse af rækkehuse, villaer, lejligheder og ungdomsboliger til renovering og projektudvikling.

Virksomheden har i øjeblikket travlt og er godt i gang flere steder i Jylland, på Fyn og på Sjælland. Aktuelt arbejdes der på flere projekter i forstæderne til Aarhus med fokus på at udfordre og forbedre det traditionelle forstadsbyggeri.

Flex Modul A/S

Flex Modul producerer præfabrikerede modulbyggerier til kontorer, institutioner, undervisningsfaciliteter, boligfællesskaber og større boligkomplekser.

Virksomheden har en årlig produktion på gennemsnitligt 10.000 m².

Virksomheden blev etableret i 1994, og produktionen er i dag udviklet til at håndtere store projekter, der opfylder kundernes ønsker og lovgivningens krav.

Flex Modul kan fungere som hovedentreprenør, underentreprenør eller totalentreprenør i byggeprojekter.

Kontakt os

Din leverandør af præfabrikerede badeværelser

Vi står klar til at rådgive dig

Har du spørgsmål eller brug for vejledning, er du altid velkommen til at kontakte os.

Som eksperter i præfabrikerede badeværelser tilbyder vi kompetent rådgivning, der kan hjælpe dig med at skabe den bedste baderumsløsning til dit projekt.

Vi ser frem til at høre fra dig.